Penge til ny skole, udvikling af Kløvermarken og sikker trafik

I fredags indgik syv partier budgetaftale for København 2019. Amager Øst bydel har fået midler til at bygge ny skole i Holmbladsgade og en ny daginstitution i Lybækgade, der er sat gang i udviklingen af Kløvermarken og der er sat penge af til sikre skoleveje ved Backersvej og Skolen ved Sundet.

 

Plads til flere børn i Nordøstamager

Der er afsat i alt 374,7 mio. kr. til byggeri af den ny 3-sporede skole med tilhørende idrætshal på Holmbladsgade 113. Skolen forventes at være færdig i 2022.

For at afhjælpe manglen på daginstitutionspladser er der afsat 88 mio. kr. til etablering af en ny 12 gruppers daginstitution på Lybækgade. Institutionen bliver placeret der hvor fritidstilbuddet Buret har ligget i en årrække. Buret flyttes til Prags Boulevard.

 

Helhedsplan for Kløvermarken sat igang

I forbindelse med arbejdet med en helhedsplan for Kløvermarken er der afsat 1 mio. kr. til en foranalyse vedr. Ketsjersportens Hus. Heri indgår undersøgelse af mulige placeringer, samt af hvordan huset kan udformes og finansieres. 

Parterne er desuden enige om at afsætte 0,7 mio. kr. til en planlægningsbevilling til nybyggeri af omklædnings- og badefaciliteter i Sundby Boldklub i Kløvermarken.

 

Sikker trafik på Backersvej

Der afsættes 0,5 mio. kr. på anlæg i 2019 til en trafikanalyse og et dispositionsforslag for sikre skoleveje ved Backersvej og Skolen ved Sundet.

Der er desuden afsat midler til at skabe øget tilgængelighed for trafikanter med nedsat funktionsevne. I Amager Øst er der afsat 5,1 mio. kr. i samlet anlæg i 2019-2021 til Lergravsparkenruten, som går forbi bl.a. ældreboligerne Sundparken og Lergravsparken metrostation.

 

Læs hele budgetaftalen på Københavns Kommunes hjemmeside


2 kommentarer til “Penge til ny skole, udvikling af Kløvermarken og sikker trafik”

  1. Henning Olausson

    Det med den sikre trafik vedr. Skolen ved Sundet m.m. bliver i den grad nedtonet, ved at man åbenbart har nedlagt det sekr. der skal behandle parkeringsproblematikken i området. En yderst dårlig politisk beslutning. Hele sekr. samt de embedsmænd, der behandler ansøgninger vedr. parkering m.m. i vores lokal område er sparet væk.
    Hvem har været med til at beslutte det?

    • admin

      Kære Henning.
      Det er et relevant spørgsmål, da mange borgere er optaget af parkeringsproblematikker. Vi undersøger sagen og vender tilbage.
      Mvh Frida/sekretariatet

×

Kommentarer er lukket.