Femøren Station – gademøde om kommende lokalplan

Hvad skal der ske omkring Femøren Station? Svaret på spørgsmålet har længe stået hen i det uvisse, efter de tidligere fremførte planer om byggeri af private ejerboliger og plejehjem tidligere på året blev lagt i graven.

I mellemtiden er de tidligere CSC bygninger på Engvej blevet solgt til Gefion Group, der har planer om at indrette et hotel, supermarked og ungdomsboliger i de eksisterende 4 bygninger, som hver tilføjes en ekstra etage samt en forbindelsesbygning på tværs af de fire enheder. Samtidig vil PFA Pension bygge kollegieboliger i en ny karré i 4 – 7 etagers højde på den nuværende parkeringsplads øst for stationen.

Ny lokalplan på vej

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal i starten af det nye år vedtage den startredegørelse, der skal bane vejen for udarbejdelsen af en ny lokalplan for området. Både Københavns Kommune og Amager Øst Lokaludvalg er indstillet på, at beboerne i området skal inddrages i størst mulig omfang. Derfor har de to parter i samarbejde med grundejerne, taget initiativ til at inddrage borgerne allerede nu.

Har du kommentarer opfordres du til at sende dem til lokaludvalget på info@aoelu.dk senest den 10. december.

Gademøde – giv dine input

Kig forbi til gademøde den 7. december kl. 16-18 på Femøren Station. Her kan du møde lokaludvalget til en snak om de aktuelle planer samt se plancher og andet materiale, der viser projektforslagene.Som tak giver vi en kop varm kaffe eller kakao og en julekage.

Du kan se en del af materialet her

 


Én kommentar til “Femøren Station – gademøde om kommende lokalplan”

  1. Helle

    Lidt sent, men stadigvæk relevant (håber jeg)

    Jeg var med til gademødet på Femøren Station hvor det fremviste materiale var noget jeg særligt bed mærke i.
    Det var godt præsenteret visuelt og med gode forklaringer til os beboere omkring, hvad den fremtidige plan for Femøren Stationen er. Og jeg cykler forbi hver dag, så det er meget relevant for mig at det kommer til at se præsentabelt ud – uden for mange gener for os beboere i området.
    Jeg glæder mig til at se nye tiltag omkring stationen, og ser frem til at blive inviteret til et nyt gademøde, hvor jeg igen vil diskutere med folk og få nye vinkler på hvordan fremtiden og lokalplanen for stationen vil se ud.

    Bedste hilsner Helle

×

Kommentarer er lukket.