JCI Amager vandt frivilligprisen 2014

JCI Amager vandt Amager Øst Lokaludvalgs Frivilligpris 2014.

For fjerde gang har Amager Øst Lokaludvalg uddelt en frivillighedspris. I år gik prisen til JCI Amager. Det er en frivillig non-profit udviklingsorganisation for unge mellem 18 og 40 år.

 JCI Amager får prisen for at lave en ny form for frivillighed, som er projekt- og udviklingsorienteret og til gavn for lokalsamfundet gennem opbygning af netværk og samarbejde. Pengene er med til at skabe mulighed for endnu flere projekter i lokalsamfundet. JCI Amager er en non-profit organisation, så hver gang vi laver projekter, som kræver funding må vi ud og finde sponsorer, siger prismodtagerne.

JCI Amager består af 16 unge mennesker, som ud over deres almindelige arbejde bruger rigtig mange timer på at lave projekter, som gør en forskel, f.eks. projekt Ren Ø, som var et tre ugers forløb for alle 0.-klasserne på Sønderbro Skole om håndtering af affald og genbrug. I øjeblikket arbejder de i projekt Knæk Cancer med at samle penge ind men også at få samlet Amager i et fælles projekt, som kan styrke lokalsamfundet. JCI Amager står ligeledes for kåringen af Årets unge Erhvervsleder på Amager. Udover at JCI bidrager til udviklingen af lokalsamfundet lægger organiationen også meget vægt på de kompetencer, som de frivillige i foreningen tilegner sig. En del af filosofien bag JCI er således, at man kan øve sig på at blive en god projektleder eller projektdeltager ved at medvirke i projekter til gavn for lokalsamfundet.

 

Frivilligprisen på i alt 15.000 kr. blev overrakt ved Amager Øst Lokaludvalgs julefest i Kvarterhuset den 27. november.


×

Kommentarer er lukket.