Trafiklegeplads forventes klar til brug næste sommer

Nu er der ikke længe til der sker noget på trafiklegepladsen på den gamle busvendeplads på Formosavej. Teknik- og Miljøudvalget har godkendt projektforslaget til den permanente legeplads, og arbejdet med etableringen forventes at gå i gang i starten af det nye år. Se referat fra Teknik- og Miljøudvalgets møde her

Kørebaner, bakker og trampolin

Trafiklegepladsen bliver indrettet med kørebaner med trafiksignaler, hvor børn lærer at færdes i trafikken, og elementer, der udfordrer og forbedrer børns cykelfærdigheder. Det vil fx være at kunne lave balanceøvelser ved at cykle rundt om pæle, gennem cykelporte og på forhøjninger. 

Der etableres også traditionelle legepladselementer i form af sandkasse og trampolin, samt bænke, borde og toiletfaciliteter. Alle de eksisterende træer bevares og der plantes syv nye træer på trafiklegepladsen. Der oprettes et cykelbibliotek i en aflåst container, der skal rumme forskellige typer cykler og redskaber til anvendelse på trafiklegepladsen. Dem skal områdets institutioner og børnefamilier kunne låne via adgangskode til den aflåste container.

Arbejdsgruppe glæder sig

Rasmus Steenberger fra lokaludvalgets arbejdsgruppe Kastrupvej og Backersvej glæder sig til, at cykellegepladsen snart bliver en realitet: “Cyklisme er en vigtig del af hverdagslivet i København, så det er naturligt at der nu kommer et sted på Amager, hvor vi trygt kan træne med vores børn – før vi slipper dem løs på cykelstierne.” siger han. Sammen med lokaludvalgsmedlem Iben Lindemark har han brugt mange timer på at virkeliggøre projektet. Iben Lindemark er også begejstret: “Efter mange års arbejde sammen med alle vores naboer i området, er det en kæmpe glæde, at vi får en permanent cykellegeplads.”

Begge vil de gerne sige en stor tak til Realdania og til de politikere som har givet pengene, og til Amager Øst Lokaludvalgs dygtige medarbejdere, som har hjulpet med alt fra idéer, fondsansøgninger, pressemeddelelser og arrangementer.

 Trafiklegeplads projektforslag nov.18

 

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at trafiklegepladsen vil stå klar sommeren 2019.

 


Én kommentar til “Trafiklegeplads forventes klar til brug næste sommer”

  1. Ib Mogensen

    Tillykke til børnene, Amager Øst og arbejdsgruppen !

    Vedholdende og hårdt arbejde kunne betale sig, for sikke en indsats der er ydet for at få projektet stablet på benene og finansieret. Godt gået.

    Glæder mig til at besøge stedet næste sommer og bruge det.

    NB: Håber I vil tænke over at bruge solcelledrevet lys ved bl.a. cykelparkering, så projektet også bliver mere energi- og CO2 neutralt.

    Hilsen fra Ib

    Svar

Skriv en kommentar